Skader på menisk

Knæet har tre ledkamre: et indre, et ydre og leddet mellem knæskal og lårben. Alle ledflader er beklædt med brusk, og i både det indre og ydre ledkammer er en menisk indskudt imellem lårben og skinneben. Meniskerne består af en særlig slags brusk, og deres vigtigste funktion er at absorbere den kraft, der opstår, når man belaster knæet. Meniskerne beskytter på denne måde ledbrusken mod overbelastning og ødelæggelse. En skade på en menisk opstår hyppigst ved en rotation af kroppen, mens man står fast på foden og har knæet bøjet. Læsionen kan dog også opstå uden større belastning, fx hvis man rejser sig fra en stol, og får menisken i klemme idet man skal strække knæet.

Der findes tre typer læsioner:

  • Flaplæsion, hvor der kommer en næbformet rift i menisken. Den giver smerter, når flappen kommer i klemme mellem lår- og skinneben. Denne skade kan ikke repareres, og behandlingen er at fjerne flappen
  • Bucket-handle læsion, hvor menisken afrives ud mod ledkapslen. Denne type skade har et godt potentiale for at hele, da blodforsyningen, som kommer fra ledkapslen, er god. Hvis skaden er indeklemt, kan man ikke strække knæet helt, og menisken bør opereres hurtigst muligt. Mange af denne type skader kan repareres. Ca. 70 % af fastgjorte menisker heler.
  • Degenerative, horisontale skader, som skyldes, at menisken fra 30-40årsalderen bliver stadig mere blød og mindre modstandsdygtigt for påvirkninger. Der kan – uden ydre påvirkning eller efter små skader – opstå opflosning af menisken med flapper. Behandlingen består i at fjerne de dårlige områder. Eftersom denne type forandringer i menisken kan øges med alderen, er det nogle gange nødvendigt at fjerne yderligere menisk-væv på et senere tidspunkt.

Symptomer
Menisklæsioner behøver ikke give symptomer. Hvis der er symptomer er det:

  • Smerter, i sær ved belastning
  • Hævelse
  • Klik i knæet
  • Aflåsnings/indeklemningstilfælde

En del læsioner heler af sig selv i løbet af 1 måned. Hvis der ikke er tegn på, at menisken sidder i klemme (hvilket gør, at knæet ikke kan strækkes) vil man derfor oftest afvente med evt. operation ved akut menisklæsion.

Operation
Operationen udføres som et kikkertindgreb, og knæet undersøges for evt. andre skader, f. eks. brusk.