Brystreduktion
Kvinder med store, tunge og eventuelt hængende bryster kan hjælpes med en brystreduktion. Brysterne kan reduceres i størrelse eller blot løftes.
Du bør have en vægt, du er tilfreds med, når du får foretaget en brystreduktion, idet et senere vægttab kan medføre, at brysterne kommer til at hænge igen. Hvis du er over 35 år, bør du få foretaget en mammografi inden operationen.
Symptomer
Store bryster kan give fysiske gener. De fysiske gener kan bl.a. være:
- rygsmerter
- nakkeproblemer
- hovedpine
- dybe bh-furer på skuldrene
- dårlig holdning
- problemer i forbindelse med udøvelse af sport.
Operation
Umiddelbart inden operationen tegnes der på brystet for at markere, hvor operationssnittene skal lægges.
Den overskydende hud og det kirtel- og fedtvæv, der fylder for meget, fjernes. Samtidigt løftes brystvorten op. Størrelsen på det brune område, der udgør brystvortekomplekset, formindskes også.
Efter operationen vil du have et ar rundt om brystvorten, et lodret ar herunder samt et vandret ar i furen under brystet, dvs. et ankerformet ar. Der syes med indvendige tråde, der opløses efterhånden.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 2 timer.
